En af de ting, Solvej og Bjarne glædede sig til - ud over selvfølgelig at møde deres nye datter - var at få Frederikke med tilbage til Kina. Men deres datter reagerede slet ikke som forventet på at være tilbage i det land, hun oprindeligt er kommet fra, og hvor folk på gaden ligner hende.
Hun kunne tydeligvis ikke lide at være der, og klyngede sig meget til os. Jeg ved ikke, om hun kunne genkende noget, og blev bange, eller om det bare var fordi, voksne kinesere er meget anmassende og hele tiden vil røre og klappe på håret og den slags, fortæller Solvej Winther.
Normalt foregår overdragelsen af et barn fra børnehjemmet til adoptivforældrene på et officielt kontor, og sådan skulle det også være med Alexandra. men fordi familien Winther var i den helt specielle situation at have valgt barn fra det samme sted to gange, havde de undtagelsesvis fået lov til at besøge selve børnehjemmet, efter at Alexandras papirer var blevet underskrevet. Selv om vi havde glædet os til at se det sted, hvor vores piger er begyndt deres liv, valgte vi i sidste øjeblik alligevel at aflyse besøget, fordi vi ikke helt kunne gennemskue Frederikkes reaktioner og hendes utryghed, fortæller Solvej.

Til gengæld fik både Frederikke og hendes forældre et gensyn med præcis den samme plejer, som for små to år siden overbragte Frederikke fra børnehjemmet.
Plejeren var ovenud begejstret for at se Frederikke igen. Hun ville bare bære rundt på hende hele tiden, og da hun fik det lille fotoalbum, vi havde lavet med billeder af Frederikke i Danmark, fik hun helt tårer i øjnene, husker forældreparret.
Turen ud efter Alexandra blev bare ikke nær så god, som den første tur, selv om vi havde glædet os mindst lige så meget, erkender Solvej Winther og tilføjer, at det også hører med til bedømmelsen, at hele familien var småsløje af influenza-symptomer, at Alexandra måtte på hospitalet med bronkitis og at Bjarnes fod stadig driller efter en arbejdsulykke sidste sommer.

Forskellige børn

Og så tog det bare længere tid at komme ind på livet af Alexandra, end det gjorde med Frederikke. Hun accepterede, at vi var der, men med Frederikke var det jo hurtigt knus og kram. Alexandra har en del mere temperament, og jeg tror, det er meget heldigt, at vi har fået dem i denne rækkefølge, griner Solvej og får et bekræftende nik fra sin mand.
Jeg kan også godt mærke, at jeg reagere anderledes, nu vi har to piger i huset. Frederikke har altid kunnet sno mig om sin lillefinger. Men jeg kan jo godt se, det kommer til at give mig problemer på sigt, med to piger, der har den evne, så jeg er nok blevet lidt mere hård, siger Bjarne, der samtidig med at han snakker også har sin ældste datter som en sæk lopper på knæene.

Forældrene er enige om, at vi nu er dem, vi skal være. Altså ikke flere børn på Krøsbærvej nummer 9. Til gengæld har Solvej og Bjarne allerede gang i et nyt projekt. En hjemmeside på internettet, som har fået navnet www.kinakids.dk, hvor de fortæller om deres erfaringer med at adoptere og om deres to piger.
Især for Bjarne ligger der noget dybere bag end bare at fortælle om sig selv. Han husker stadig alle de år, hvor han og Solvej prøvede at blive forældre med lægernes hjælp, og alle de behandlinger, der påvirker såvel fysisk som psykisk.
Jeg kunne godt tænke mig, at barnløse fik information om fordel og ulemper ved både behandling og adoption, når de er hos lægen. Hvis vi havde vidst, det vi ved i dag, ville vi have adopteret for mange år siden, erkender han og fortsætter :
Jeg føler mig 100 procent som far til Frederikke og Alexandra. Og det, at jeg samtidig kan give to børnehjemsbørn en tryg barndom, gør mig vel sådan nærmest 130-140 procent far, samtidig med at jeg sparer et par års bleskift på dem hver, griner Bjarne, der overvejer, om han skal til at tage rundt og holde foredrag om det at blive far til andres biologiske børn.
Mine to adoptivpiger giver i hvert fald andet og mere end bare det at have børn. De giver mig også et forhold til en ekstra kultur ude i verden, og jeg er stolt af mine to piger fra Kina, slår han fast.