Vores historie.

Behandlingen.

I 12½ år havde vi prøvet på at blive gravid. Vi har været hele møllen igennem. Bl.a. med temperaturkurver, usjov sex på klokkeslæt, inciminisation og sidst med reagensglas.

Vi fik 2 behandlinger med reagensglas, hvor vi kun i det ene forsøg fik lagt æg op. Det viste sig nemlig at jeg havde meget svært ved at producere æg og jeg fik rigtig mange hormoner og der kom kun forholdsvis få og ret dårlige æg ud af det. Efter de to behandlinger valgte vi i samråd med Brædstrup sygehus at stoppe. De mente heller ikke at der nogensinde ville komme et barn ud af det.

Hormonerne var forfærdelige. Jeg blev fuldstændig hysterisk af dem, så Bjarne havde det ikke nemt i alt den tid hvor jeg fik hormoner og det gjorde jeg i en meget lang periode og af flere gange. Vi stoppede med behandlingerne den 1. januar 2000. Det var den dag hvor vi skulle ta´ en graviditetstest og den var negativ.

Vi valgte så i en periode på 1½ år ikke at tænke på projekt barn.

Adoption

En dag i april 2001, hvor jeg skulle hente Bjarne på arbejde, spurgte jeg ham om vi ikke skulle adoptere et barn. Han tænkte slet ikke over det, men sagde bare ja. Det skal siges at vi jo selvfølgelig havde snakket om det før, så det var ikke noget der kom ud af den blå luft. Vi har altid vidst at hvis vi ikke selv fik et barn så ville vi adoptere.

Vi var ret nervøse for at gå i gang med at adoptere, for vi havde jo hørt hvor svært det kunne være. Det skulle vise sig at være en skrøne, i hvert fald for vores vedkommende. Vi frygtede at der ville komme rigtig mange "nærgående" spørgsmål, men det var ikke tilfældet, eller også er det fordi vi selv er meget åbne og gerne vil fortælle hvad der er sket.

Vi gik for alvor i gang med selve adoptionen først på året i 2001.

Vi blev godkendt i fase 1 den 8 august 2001 og vi var på det obligatoriske kursus i oktober og november 2001.

Det første vi tænkte, da vi fik at vide at vi skulle på kursus var: Skal vi lære at skifte ble eller hva`? Men vore fordomme blev gjort til skamme. Det var et rigtig godt kursus. Ikke mindst de nye venner vi fik der.

Vi blev godkendt i fase 3 den 15 januar 2002 og vi skulle jo så vælge hvilket land vi gerne ville adoptere fra og vi valgte Filippinerne. Vi har altid vidst at hvis vi skulle adoptere et barn skulle det være fra Asien. Delvis fordi jeg har familie i / fra Singapore. Vi blev skrevet op til Filippinerne den 28. januar 2002. Vi udfyldte alle papirne og var godkendt i Filippinerne, da vi den 12 september 2002 så på danadopt`s hjemmeside, at de havde nogle børn der søgte forældre. Siden med "Børn søger forældre" de såkaldte Green line børn er børn med handicaps eller ældre børn. Der var på det tidspunkt 3 børn og vi lagde specielt mærke til den yngste. En lille pige på 14 mdr. som havde læbe gumme gane spalte.

Jeg kan huske det første jeg gjorde vat at tjekke hvad læbe gumme gane spalte er. Hvad der egentlig skal gøres ved barnet og det mente vi så godt at vi kunne klare. Så allerede samme dag ringede vi til Danadopt for at høre lidt mere om hende. Vi blev ikke afskrækket af hvad der skulle ske med hende, for som vi sagde så skulle hun jo igennem det uanset hvor hun kom hen. Spørgsmålet var om vi kunne klare det og det mente vi godt at vi kunne.

Vi valgte så at hende ville vi gerne have og Danadopt fik så nye oplysninger på hende og vi skulle lige have en "udvidet godkendelse" fordi hun var handicappet. Danadopt mente at det ville komme til at gå hurtigt og at vi måske kunne komme af sted omkring jul 2002, men sådan skulle det ikke gå. Af en eller anden årsag gik det ikke specielt hurtigt og vi endte først med at rejse ud den 3 april 2003. Om det så var fordi vi var de første der fik et handicappet barn fra Kina ved jeg ikke.

Min mor og far skulle med ud og hente deres barnebarn og det var en rigtig stor oplevelse for os alle og en meget stor hjælp for os.

Kina

Da vi skulle rejse til Kina, var SARS allerede så småt på vej, men vi ville af sted efter vores datter og der var da heller ikke forbud mod at rejse endnu. Vi var selvfølgelig en smule nervøse for det og Danadopt havde da også sagt at vi skulle tage nogle masker med. Vi brugte dem godt nok ikke for i Kina var der næsten ingen som gik med dem.

Alle udflugter var også blevet aflyst p.g.a. SARS, men der blev dog arrangeret et par stykker. Vi var bl.a. ude og se Sommerpaladset og det var utrolig flot. Vi var der jo også på et godt tidspunkt på året. Blomsterne var så småt ved at springe ud, det var rigtig smukt.

Den 6 april rejste vi fra Beijing ud til provinsen Taiyuan. Dagen efter skulle vi så møde på Civil Affairs og forenes med vores datter. Hun hed Shi Yu Dang. Vi kalder hende for Frederikke Shi Winther. Det var en rigtig stor oplevelse. Jeg vil tro det må være den samme følelse "almindelige" forældre har når de føder deres barn. Dette var jo også vores fødsel. Vi havde en rigtig god tur til Kina og Frederikke var SÅ dejlig. Vi elskede hende fra starten.....ja selv da vi kun havde et billede af hende.

Vi skulle rejse fra Kina den 15 april - på min fødselsdag - og Frederikke tog flyveturen så flot. Stewardesserne sagde også at de slet ikke havde hørt hende græde. Måske er det p.g.a. af spalten, så er der gennemgang til ørene og hun får ikke ondt som andre børn. Vi skulle skifte fly i København og da vi landede, fik vi at vide at der var en kineser ombord som havde alle symptomer på SARS. Så vi blev kørt på et sidespor i lufthavnen og der holdt vi så i 1½ time. Der kom læger - forklædt som rummænd - og politi som skulle skrive os alle op i tilfælde det var SARS. Det var det heldigvis ikke. Vi havde heldigvis god tid, så vi kunne godt nå vores fly til Billund.

Hjemme igen

Noget af det bedste ved at komme hjem, var at se de nærmeste af ens familie og venner i lufthavnen. Det var stort. Da vi så kom hjem til vores hus, var der gaver fra nær og fjern og to hold venner havde lavet et kæmpe stort skilt som stod på taget af carporten. Det var med Peter Plys og der stod Velkommen hjem Frederikke. Det var bare så dejligt at komme hjem til og vi blev meget rørt.

Vel hjemme i vante omgivelser, skulle vi så starte en hverdag. Frederikke er et nemt barn og hun elskede at komme med ud og handle.

Det med at komme i bad, få børstet tænder, sidde i autostolen og at komme i sin egen seng, var selvfølgelig lidt af et problem i starten, men hun lærte det med tiden. Hun er i øvrigt et klogt og meget lærenemt barn.

Ang. mad, så havde hun fået alm. mad i begrænsede mængder. Det bevirkede kun at allerede i Kina fik hun en masse mad og hun spist alt hvad vi gav hende. Hun fik heldigvis ikke problemer med maven p.g.a. det. En uge efter vi var kommet hjem, fik hun ikke hendes flaske mere. Hun fik simpelthen mad nok. Ikke at hun blev en tyk pige der bare spiste hele tiden, for sådan var det slet ikke.

Hun var lynhurtig til at falde til hos os og allerede i Kina gav hun os det første kys og hun tog sine første skridt.

1. operation

Da vi havde været hjemme i 4 mdr. skulle vi på Rigshospitalet til den første operation - af læben og noget af ganen -. Godt nok vidste vi hvad vi gik ind til og Frederikke tog det også utrolig flot, men en af de ting vi ikke var forberedt på var at hun "nok" ville få mareridt efter operationen. Det var mig der var indlagt med Frederikke og Bjarne boede på patienthotellet. Så den sidste nat på "Riget" sov Bjarne sammen med hende. Jeg kunne næsten ikke hænge sammen, fordi Frederikke "vågnede" 15-20 gange hver nat og græd, så jeg fik ikke så meget søvn den uge. Selve operationen gik godt, men det var slet ikke til at kende hende igen. Hun havde sådan en lille mund, med et meget stramt smil, men vi vænnede os nu alligevel hurtigt til det. Samtidig savnede vi hendes dejlige store smil, som hun havde før.

Dåb

I oktober 2003 fejrede vi barnedåb. Vi havde en dejlig fest sammen med den nærmeste familie og venner, ca. 30 personer var vi. Vi havde bestilt kinesisk buffet og det var rigtig god mad.

Julen 2003

Julen 2003 glemmer vi aldrig. Det var dejligt at være en "rigtig" familie. Mine forældre kom om eftermiddagen og skulle så videre til min søster om aftenen. Mine forældre ønskede at Bjarne og jeg skulle åbne vores gave mens de var der. Vi fik simpelthen et chok. Vi fik en check på 45.000,- til BARN NR. 2.

Ja så efter jul gik vi i gang igen.

I gang igen

Den 2 januar 2004 ringede vi til amtet for at gå i gang med adoptionen af Alexandra.

Den 20 april 2004 var vi godkendt i fase 1 og dermed klar til at gå videre med fase 3. Jeg ringede også til Danadopt for at sige at vi nu kunne gå i gang. Engang tidligere hvor jeg havde talt med Danadopt, havde de fortalt at der var kommet nye børn på "Børn søger forældre" og hvis vi var interesseret så skulle vi jo bare sige til.

Vi havde da talt om det, men Bjarne var mest til at vi skulle have et "normalt barn" denne gang. Ikke fordi det havde været helt vild bøvlet eller noget, men jeg tror ikke han helt kunne forholde sig til hvis vi skulle af sted med to børn i tide og utide.

Den 10 juni 2004 havde vi talt så meget om det, at få et barn med læbe gane spalte igen, at vi havde bestemt at gøre det igen. Der lagde stadig børn på hjemmesiden "Børn søger forældre" og der var èn vi havde kik på. Jeg ringede til Danadopt for at høre nærmere. Vi havde faktisk et krav om at hun skulle være fra samme børnehjem som Frederikke, ellers ville vi ikke have hende. Det lyder meget barsk, men vi havde sådan en god fornemmelse da vi fik Frederikke. Hun var tryg med det samme og kunne give os knus og kram. Det viste sig jo også at Alexandra var fra samme børnehjem, så vi sagde at vi gerne ville have hende. Danadopt skulle så lige finde ud af om de stadig kunne adoptere hende væk, for de havde haft papirerne meget længe og der kunne jo være sket meget i mellemtiden. Dagen efter ringede de fra Danadopt, at vi godt kunne få hende. De ville så få fat i nogle nye papirer på hende, for dem de havde var fra hun var 4 mdr. gammel og nu var hun 11 mdr.

Et par dage efter ringede jeg så til Amtet for vores sag skulle på samråd samme uge og når vi nu vidste at vi skulle have en udvidet godkendelse så kunne vi jo lige så godt få det lavet med det samme. Som sagt så gjort. Det var slet ikke noget problem. Den 16 juni var vi godkendt og vi havde fået en udvidet godkendelse. Den 25 juni ringede Danadopt at nu havde de fået papirne tilbage fra lægen og hun ville sende dem med det samme, så vi havde dem dagen efter. Vi fik papirerne dagen efter. Bjarne rystede sådan på hænderne, så jeg åbnede kuverten med billederne. Hun så rigtig fræk og sød ud. Ligeså fræk og sød som sin "søster".

Så gik der ellers en del tid med at udfylde papirer til Danadopt og være ved læge og notar og så videre.

I august var vi på "Riget" for at få resten af ganen opereret på Frederikke. Det gik rigtig godt. Der var ingen mareridt og hun var kvik efter 5 timers søvn. Såret gik op mens vi var der og hun skal derfor opereres igen. Det var meget træls, men det er heldigvis ikke ret tit det sker. Der går mindst et halvt år før hun skal opereres igen.

Den 24 september ringede Danadopt. De havde en god nyhed. Vi kan rejse allerede den 28 oktober 2004. Vi var nærmest helt vilde. Vi havde ikke forestillet os at det ville gå så hurtigt. Så fik vi ellers en smule travlt med at sørge for barsel, ferie og alt det andet der ellers skal være i orden. En uge før vi skulle rejse kom problemerne. I Kina mente de ikke de havde modtaget vores papirer, så vi kunne ikke rejse den 28 oktober. Dagen efter mente Kineserne så at det kun var nogle papirer de ikke havde. Det var simpelthen bare for meget, også fordi man ikke vidste noget om hvornår vi så ville komme af sted. I Kina havde de bare sagt at der ville gå mindst en måned. Danadopt gjorde ellers hvad de kunne. De faxede nogle papirer, men det var ikke nok. Det skulle være de originale. Der var jo ikke noget at gøre ved det, andet end at vente på nyt fra Kina.

Den 3 december ringede de fra Danadopt, at nu var invitationen kommet og nu venter vi bare på en dato. Hun regnede med at den ville komme meget snart. En time senere ringede hun og spurgte om vi kunne rejse den 9 december. SELVFØLGELIG kunne vi det. Så fik jeg ringet til Bjarne og mine forældre så de alle kunne tage fri fra arbejde. Da jeg ringede til FDM rejser vidste det sig så, at der ikke var pladser den 9 december, men vi kunne komme med den 8 december i stedet for. Så tog vi bare af sted den dag i stedet for.

Til Kina igen

Så kom dagen ENDELIG. Frederikke glædede sig til at skulle ud og flyve igen. Det var også KUN 8 gang hun skulle ud og flyve. Det var en lang flyvetur, men heldigvis skulle vi ikke vente så lang tid i München. Frederikke er meget nem at have med ud og rejse, hun tager det hele som det kommer.

Vi ankom til Kina den 9 december 2004 og på hotellet - som vi også boede på sidste gang - var der pyntet op til den store guldmedalje. Det var utrolig flot. Dagen efter skulle vi med et hold svenskere - 16 par - ud og se "MUREN". Det var en stor oplevelse, også selvom det var koldt i Kina. Søndag den 12 december 2004 rejste vi til Taiyuan. Dagen efter skulle vi hente Alexandra.

Frederikke fik en fin kjole på og vi andre skulle jo også se ordentlig ud i tøjet. Kl. 9.00 blev vi hentet af vores guide. Da vi kom ind på kontoret hvor vi ville få Alexandra overdraget, fik vi at vide at de fra Børnehjemmet var forsinket. Så kunne man lige sidde og samle sig og få pulsen ned.

Da de endelig kom, kunne vi se at det var den samme plejer - som Frederikke - som kom med Alexandra. Det betød meget for os. Plejeren blev rigtig glad for at se Frederikke og hun ville kysse og kramme hende hele tiden, men Frederikke ville ikke have det.

Da vi endelig fik Alexandra overdraget, græd hun selvfølgelig. Det var mere end da vi fik Frederikke, men det kunne næsten heller ikke være andet. Frederikke græd nogle sekunder og Alexandra græd vel et par minutter. Da alt papirarbejdet var overstået kunne vi tage tilbage til hotellet. Alexandra - og Frederikke for den sags skyld - tog det hele meget flot.

De to piget vænnede sig nu hurtigt til hinanden. Det eneste problem vi havde, var at de begge var meget jaloux på hinanden, men det er jo meget normalt.

Mens vi var i Kina, var Bjarne meget hjemme sammen med pigerne - når vi andre var ude og handle - for Frederikke kunne ikke lide at være der ude. Alle ville kikke og røre ved hende og det kunne hun ikke lide.

Vi rejste hjem fra Kina den 21 december og skulle mellemlande i Frankfurt. Vi havde 5 timers ventetid i Frankfurt og det var meget hårdt. På det tidspunkt var kl. jo midnat i Kina, så vi var alle meget trætte. Dem der holdt det bedst ud var selvfølgelig pigerne.

Hjemme igen

Det var dejligt at komme hjem. Vi holdt jul hjemme sammen med mine forældre og vi havde da en hyggelig aften. Vi var alle stadig meget trætte efter den lange tur, så mine forældre tog hjem kl. 22.00 og vi gik i seng lidt efter. Nytårsaften gik faktisk på samme måde. Denne aften var vi bare alene og hyggede os med noget godt mad.

Nu er det ved at være en måned siden vi kom hjem og det går fortsat godt. Vi har lært hinanden meget bedre at kende. Den store forskel der er på pigerne, er at Alexandra har meget mere temperament end Frederikke. Så når der er noget der ikke lige passer Alexandra, så kaster hun med tingene og råber eller hun slår - især Frederikke. Så det er en af de ting vi lige skal være meget opmærksom på.

Ang. operation, så venter vi på at få en indkaldelse fra Taleinstituttet i Århus, så begge piger kan blive tjekket inde de skal opereres igen. Vi håber på at de begge kan blive indlagt samtidig. Alexandra skal have lavet læben og noget af ganen første gang og Frederikke skal have lavet resten af ganen.